Benedikte Claudinger

15. oktober 2021


Efter en menneskealder med socialdemokratisk styre i Gladsaxe er det tid til forandring og nytænkning.

Jeg bor i Bagsværd og har 3 børn i folkeskolen. Til daglig er jeg klageansvarlig i en forsikringsvirksomhed.

Som borger i Gladsaxe oplever jeg, det er utrolig svært at trænge igennem til kommunen f.eks. i forhold til kommunens strategi på daginstitutionsområdet, byggeri og trafiksikkerhed.

Gladsaxe kommune har travlt med at rive bevaringsværdige bygninger ned for at bygge nyt.

Samtidig lukkes små daginstitutioner til fordel for stordrift.

Men er det egentligt det, borgerne i Gladsaxe ønsker?

Jeg har på sidelinjen bl.a. fulgt kampen for at bevare den populære og velfungerende Bagsværd Børnehave. Børnehaven, som er en selvejende institution, blev reddet i sidste øjeblik, med hjælp fra Venstre og Enhedslisten. Andre små institutioner er ikke så heldige. Kommunens daginstitutionsstrategi går imod faglige anbefalinger og diversiteten i udbuddet og blot ét eksempel på manglende vilje til at lytte til anbefalinger fra borgere og fagpersoner.

Kommunens systematiske nedrivning af gamle bygninger går ud over diversiteten i bybilledet og har gjort Bagsværd centrum historieløs og sjæleforladt. Dette kommer til at fortsætte med nedrivningen af de gamle villaer der p.t. huser Bagsværd Børnehave og de Frivilliges Hus.

Når jeg har valgt at stille op til byrådet, er det bl.a. for at kunne sige til mine børn, at vi bor i et fantastisk land, hvor det er muligt at gøre en forskel, men at man ikke skal tage demokratiet for givet.

I Gladsaxe kommune er der efter en menneskealder med socialdemokratiske borgmestre behov for et større politisk modspil for at fremme den demokratiske proces i byrådet og stille spørgsmålstegn til den politiske dagsorden.

Stem på mig, hvis vi i Gladsaxe skal bevare de små daginstitutioner og sikre en velfungerende folkeskole. Hvis du ønsker mere grønt og mindre beton, mindre trafikstøj og mere fokus på kultur og fritid.

Stem på mig, hvis du ønsker en kommune, der lytter mere til borgerne.